Menu

Klub historie og formål

IF Hjorten er en fodboldklub i Herlev. Med medlemmer fra 5 til 70 år og med det sociale i højsædet. Klubben blev stiftet i 1962 og har derfor for ikke længe siden fejret sit 40 års jubilæum.

13. Januar 1962 stiftedes "Hjorteklubben" som en ungdomsklub. Klubbens medlemmer fandt hurtigt på at spille håndbold og fodbold. Fodbold var der mest opbakning om, og ret hurtigt kom man med i KFUM's turnering. Da modstanderne her var meget geografisk spredt, indmeldte klubben sig et par år senere under SBU. For at skelne mellem klubarbejdet og idræts arbejdet, kaldte man idrætsforeningen for Hjorten - heraf navnet.


Sidenhen har man arbejdet videre og en knopskydning med andre afdelinger som; Badminton, Gymnastik, Håndbold og Squash, har gjort det til den 2. største idrætsforening i Herlev Kommune med ca. 1.600 medlemmer - heraf ca. 350 i fodboldafdelingen. (Tidligere har der også været Bordtennis og Volleyball under vingerne).


Hovedforeningen IF Hjorten blev besluttet nedlagt i februar 2005 da Håndbold, Badminton og Squash var blevet fusioneret med de tilsvarende afdelinger i H.I. (Herlev Idrætsforening). For ikke at stå helt alene udenfor "det gode selskab" besluttede man i Hjorten Fodbold at søge optagelse i H.I. Dette skete i marts måned, hvor Hjorten Fodbold blev en selvstændig afdeling på lige fod med de øvrige underafdelinger. Dermed også uden en fusion med H.I. Fodbold.


Grundlaget for foreningen er det sociale samvær og den enkeltes mulighed for at dyrke idræt på det niveau man magter.